De sidste mange måneder er gået med at istandsætte hus, som nu endelig er beboelig. En hård omgang samtidig med aflevering af lejligheder og et krævende fuldtidsjob.
Det var slet ikke meningen at garagen skulle sættes i stand, men efter at taget blev ordnet efter en forsikringsskade, blev tømreren og jeg enige om at tidspunktet var det rette til at gå i gang med resten (hurra for kassekredit). Garagen var oprindelig todelt med et redskabsskur og garage. Mellemvægen er nu revet ned og fundamentet jævnet så gulvet er i niveau. Garagen er nu 8,75 m i længden. Dermed skulle der være plads til en ekstra MX-5 Begge langsiderne og loftet er blevet isoleret med 10 mm og har fået monteret birketræsfiner. For hver 2. meter er monteret el så man ikke hele tiden mangler strøm og der er kommet ordentlig belysning i loftet. Planen er at montere en automatisk port, men det må lige vente lidt til der igen er positiv cash flow. Imens skal jeg i gang med at spartle, pudse og male, så den sidste finish kan komme på plads. Og der er bare mange gipssamlinger og skruer. Når der er malet skal der installeres ordenlige skabe, arbejdsbord så det virker pænt (Lige nu er det noget rod).
MX-5’eren blev i lørdags hentet fra garageanlægget på Frederiksberg, hvor den har stået de sidste 6 måneder. Den er ganske støvet, da jeg ikke fik lagt cover over den. Batteriet var helt dødt, men takket været en lånt lader (Tak Mikkel) er der nu liv i den gamle gryde. Aften i dag gik med olieskift. Hvad bedre kan indvie garagen end et olieskift. Jeg fik ikke skiftet sidste år grundet alt maset med huskøb og flytning, så bilen havde stadig olien fra motorskiftet sidste år i karet. Desværre havde jeg kun Agip 10-60 Racing stående, så det røg på. Tror det er lidt for tykt – men det er bedre end den trætte olie. Havde et org. Mazda filter liggende – så bilen var klar til lidt leg. Årets første tur uden tag, blev således rundt om Esrum sø en mørk April aften… ÅÅÅhhh hvor herligt og hvor jeg dog har savnet den lille brummende snurremaskine.
Det skal blive godt med et par gode solskinsture uden tag de næste par weekender når tiden ikke bruges på at spartle, pudse og male….. Og nåeh ja… jeg må også hellere få vasket den lille bil.. 6 måneders støv er den forkerte slags patina